
Skybrud og kraftige regnbyger resulterer i oversvømmede kældre og udendørsarealer, hvor regnvandet ikke kan ledes væk. Det medfører vandskader hos husejere over hele landet og kan betyde store udgifter til en efterfølgende renovering af huse og reetablering af de udsatte arealer.
På Bolbrovej ved Stadion Allé i Rungsted Kyst er flere huse gennem en årrække blevet oversvømmet, når der har været skybrudslignende nedbør. Derfor ønskede forsyningsselskabet Novafos i Hørsholm Kommune at etablere en faskine, som en løsning til at forhindre, at regnvand løber fra arealet ved den lokale idrætshal og ned mod private boliger i området.
Novafos kontaktede ACO og bad om en løsning på en faskine, der kan leve op til Hørsholm Kommunes ønskede serviceniveau for borgerne. Faskinen skal sikre, at vandet bliver opsamlet og kan nedsives uden oversvømmelser til følge.
Regnvandskassetter
ACOs løsning blev faskinen ACO StormBrixx, der er en superfaskine i et modulopbygget regnvandskassettesystem i kunststof. Systemet anvendes til forsinkelse og nedsivning af regnvand og er bygget af grundelementer i et samlesystem.
Løsningen på Stadion Allé i Rungsted er godt 67 meter lang og kan rumme 1.238 kubikmeter. Den består af tre lag med kassetter, der dækker et areal på i alt 800 m2. Længden af faskinen svarer til bredden af en fodboldbane. De to øverste lag er 12 meter brede. Det nederste lag er tænkt som køl og er 6,6 meter bredt.
Adgang til faskinens indre er sikret via seks søjler med såkaldte adgangselementer, som gør det muligt at nå alle tre lag i faskinen. Faskine-kassetterne gør inspektion og spuling mulig i hele faskinen, og det vægtede Novafos højt i udvælgelsen af ACO’s løsning.
Logistiske udfordringer
"Vi havde et godt samarbejde med ACO gennem hele projektet. Medarbejderne var altid til at få fat i, hvilket er afgørende for os", siger projektleder Philip Giødesen Lund, Novafos.
"Pga. tilkørselsforholdene leverede vi de 1.238 kubikmeter grundelementer på fem lastbiler. Desuden har fem små lastbiler yderligere leveret sidepaneler og topplader. Pladsmangel på byggepladsen betød, at grundelementerne blev leveret over fem omgange, så det ikke var nødvendigt at opmagasinere mere materiale på byggepladsen, end der løbende var brug for" siger seniorrådgiver Max Bülow Nielsen, ACO Nordic A/S.
P-plads
Faskine med tilhørende rør til olieudskiller og sandfang bliver færdigetableret i løbet af september 2017, hvorefter Hørsholm Kommune overtager arealet, hvor det nu er planen at asfaltere området over faskinen og etablere p-pladser.